Nogle gange sker der ingenting – andre gange går det stærkt, når man er på jagt. John A. Laursen oplevede det sidste på en jagt i Spanien efter Beceite ibex.
Turen i bil fra Valencia og op til jagtterrænet La Espadella tager under to timer. En lækker men hurtig frokost indtages i middagssalen der mest af alt minder om en mellemting mellem et zoologisk museum og en jagtstue, hvor der knapt nok på væggene er plads til en ekstra bukkeopsats på en bejdset træplade. Så er det afsted. Pablo er utålmodig. Den midaldrende, energiske jagtguide har mange års erfaring med ibexjagt, og han ved om nogen, at har man kun sat et par dage af til at skyde en Beceite Ibex på den iberiske halvø så skal man ikke spilde tiden.
Pas på!
Ibexerne løber op over bakken. Pablo har hurtigt set, at der er en god buk imellem gederne og kiddene. John får stukket riflen i hånden. Nu går det opad imellem stikkende buske, egetræer og fyrretræer. Dem 49-årige selvstændige håndværker følger Pablo tæt. Det gælder om at sætte fødderne rigtigt. Undgå støj fra de rullende sten kan man ikke, men bare tanken om en forstuvet ankel er et næsten uudholdeligt skrækscenarie lige nu. John har længe ønsket sig en Ibex. Sammen med sin gode ven, Peter Fussing, er han nu midt i ibexernes home range. 100.000 ha jagtterræn står til rådighed for jægerne. Det lyder af meget – og det er det!
Glimt af en flok ibexer
John puster. Det samme gør Pablo. De er nået op på toppen af bakken. Ibexerne, kan de høre, er i fuldt firspring på vej ned af bagsiden af bjergskråningen. Så stopper lyden. Pablo smider hurtigt sin rygsæk på en sten. Hans beskedne engelsk tillader ham ikke at forklare nærmere, men John har forstået den umisforståelige hentydning. Han sætter sig på knæ, lægger riflen op på rygsækken og fører øjet op til sigtkikkertene. Ligesom for også mentalt at gøre sig klar. Kun i et glimt har han set flokken af ibexer. Hvor er de nu. Pablo spejder, mens sveden pibler ned af hans pande. Der! Næsten nede i bunden af en dal står de og spejder op mod jægerne. Så sætter de løb op ad den modsatte bjergside. Afstanden er mellem 150 og 200 meter. Pablo pifter. Dyrene løber videre men stopper pludseligt igen for at sikre.
Brunstadfærd
På sekunder finder trådkorset den enlige buk, der er i flokken De øvrige otte-ni agtpågivende dyr er lige nu kun statister. Bukken står med siden til. Med svagt sænket hoved. Den kikker mere fremad end over mod jægerne. Ibexerne er i november i brunst og efterfølgende taler jægerne om, at bukken på det nærmeste har stået med snuden oppe i bagenden på en ged, som sandsynligvis snart var klar til parring. Så længe gederne ikke flygtede skulle den helle ikke nogen steder. Til Johns store held. Hans pegefinger har længe i noget han oplever som en evighed bevæget sig langsomt ind mod hans egen krop, da skuddet brager. Ekkoet i bjergene er tydeligt. Bukken falder om på siden, ruller en omgang og ligger helt stille. John repeterer straks men kan tydeligt se, at kugle nummer to godt kan holde fridag.
Pragteksemplar af et trofæ
En spansk hjælper trækker geden ned ad bjergsiden. Pablos sorte terrier bliver pludselig meget besidderisk og må et par gange have et dask for ikke at gå i vejen for jægerne både under fotograferingen og under nedslæbningen til fast bilvej. Det er et pragteksemplar af en Beceite ibex. En stærkt og tungt handyr, som netop har den alder et trofædyr skal have. Hornene har også den bøjning bagud, som gør, at det som trofæ er noget nær det perfekte og æstetisk mest fuldkomne trofæ, man kan tænke sig. John er glad, men han indrømmer, at det næsten gik for hurtigt. Mindre end to timer efter at jagten startede er han igen tilbage i spisesalen til en kold øl. Så nemt går det langt fra hver gang, men netop det faktum at ibex´erne er i brunst har klart betydet masser af dyr i bevægelse og dermed en hurtigere lokalisering af de eftertragtede bukke. Kald det bare held, men behøver man jo heller ikke forsage!
Vil du også gerne på jagt efter Ibex eller andet vildt i Spanien?
[envira-gallery id=”751″]
Tekst og foto: Troels Romby Larsen